Forslag til hvordan bogen kan bruges:
Bogen er illustreret og skrevet med henblik på at inddrage børnene i fortællingen af historien, så de får stimuleret deres sprogudvikling mest muligt. Det kaldes dialogisk læsning
Hvad er en morgenrutine og hvordan er jeres egen morgenrutine?
Bogen giver anledning til at snakke om, hvordan man selv gør om morgenen for at blive klar til at komme afsted.
Måske kan nogle af delene i Nannas morgenrutine give inspiration til at lave en morgenrutine hjemme hos jer, hvis I ikke allerede har en.
Trolden Blå
På hver side har den lille trold med det blå hår gemt sig, men noget af håret stikker op, så børnene kan få øje på hende, når de leder.
Få mange sanser i brug
Jo flere sanser man kan få i spil under læsningen, jo bedre lagres den nye læring, fordi flere områder i hjernen bliver stimuleret på samme tid.
Brug derfor både høre, føle og synssansen ved at lave lydeffekter, fagter og kigge på billederne, når I læser bogen og snakker om alt det, I kan se på billederne.
Det øger børnenes opmærksomhed og deres begrebsforståelse, når den voksne lever sig ind i fortællingen ved at lave de lyde og bevægelser, som bliver beskrevet i bogen, f.eks. når Nanna henholdsvist fniser og når hun hviner højt. På den måde hører børnene forskellen på at fnise og at hvine højt af fryd og så kan man også snakke om, hvordan det lyder når man griner.
Lige sådan når fars hånd bliver til en edderkop, der kravler og kilder Nanna. Lav edderkoppens bevægelse på barnet, mens I læser, så de kan mærke, hvad der bliver læst.
Hav fokus på detaljerne i illustrationerne.
De små børn kan fortælle om de ting, de kan se på billederne og I kan snakke om farverne på tingene.
De større børn kan derudover fortælle om tallene, farverne, og om begreber som indenfor/udenfor, over/under, på/i, ved siden af/imellem og nede/oppe.
Ligheder og forskelle
Snak om hvordan Nanna gør tingene og snak derefter om hvad I kan lide at spise til morgenmad og hvordan I får børstet tænderne om morgenen.
Hvem bestemmer hvad for noget tøj barnet får på om morgenen og få barnet til at fortælle om, hvilken slags tøj kan barnet godt lide at have på?
Hvor bliver barnet passet og sammen med hvem?
Billeder og tekst
Bogen er trykt, sådan at billedet vender frem mod børnene, når der læses for en gruppe af børn, mens teksten vender mod den voksne, så man ikke skal dreje hovedet af led for at kunne læse teksten, mens børnene følger med på billedet.
Læser man kun for 1 eller 2 børn, kan man sammen kigge på billedet først og snakke om det, man kan se. Bagefter kan man med fingeren vise henover linjerne ordene, man læser, så man giver børnene interessere for bogstaver og ord. Måske kan barnet genkende nogle af bogstaverne og på sigt nogle af ordene.
Vi håber, I får mange timers snak og hygge, når I sammen læser bogen om Nannas Morgenrutine.